Tom Buk-Swienty: - Folk kommer tit hen til mig med gråd i stemmen

Selvom Første Verdenskrig sluttede for 100 år siden, lever smerten stadig i Sønderjylland. Hver familie har en eller flere, der har været ved fronten.

Tom Buk-Swienty er historiker og forfatter til flere bøger, blandt andet to bestsellere om slaget om Als i 1864.

Han har holdt utallige foredrag i Sønderjylland om emnet.

- Jeg oplever tit, at folk kommer hen til mig og med gråd i stemmen fortæller om et familiemedlem, der døde i krigen eller kom hjem med ar på krop og sjæl, siger Tom Buk-Swienty i et interview med TV SYD i anledning af 100-året for Første Verdenskrigs afslutning.

Den store Krig, som krigen kaldes af dem, der kæmpede den, er stadig Sønderjyllands helt eget traumested.

5.000 sønderjyder faldt

Og det med god grund.

30.000 var afsted for at kæmpe på tysk side. Det skulle de, om de så var nok så danske af sind. 5.000 blev dræbt eller cirka tre procent af hele befolkningen i Sønderjylland, der dengang var på 170.000. Lyder det af lidt?

- Det svarer til, at hvis hele Danmark havde været i krig, så havde vi mistet 200.000 mænd i deres bedste alder, siger Tom Buk-Swienty.

- Så havde vi også haft mindst en i hver familie, der var blevet slået ihjel.

- Optimisme blev forvandlet til dyb pessimisme

Første Verdenskrig har måske stået i skyggen af Anden Verdenskrig, i hvert fald for ikke-sønderjyder, men der er meget, man kan lære af den første.

- Det var blomstrende optimisme og tro på fremtiden, der med et skud blev forvandlet til den dybeste, sorte pessimisme. Ingen troede i foråret 1914 på, at verden var få måneder fra en apokalyptisk krig, men under overfladen arbejdede det alligevel, og krigen kom, fortæller Tom Buk-Swinty.

- Man kan faktisk se nogle af de samme tendenser i dag.