Smid Tøjet: Tidligere misbrugere hjælper med at sortere

Røde Kors i Esbjerg får i disse dage hjælp fra tidligere misbrugere til at sortere det tøj, der kommer ind under Smid Tøjet-kampagnen.

Røde Kors har tralvt i disse dage med at sortere det tøj, der bliver doneret i forbindelse med Smid Tøjet-kampagnen.
Det store sorteringsarbejde kræver frivillige kræfter, og i Esbjerg kommer de blandt andet fra en alternativ kant; nemlig fra tidligere misbrugere.
Røde Kors Esbjerg har et projekt kaldet Opgangsvenner, der skal hjælpe tidligere misbrugere væk det hårde gademijø og ud til et liv med en ny omgangskreds og job.
Flere af opgangsvennerne har som tak for hjælpen valgt at sortere tøj for Røde Kors, siden kampagnen så småt gik i gang for en måned siden.

- Da vi fortalte om projeket sagde flere af opgangsvennerne, at de meget gerne ville hjælpe. Nu havde Røde Kors hjulpet dem, og så kunne de betale tilbage og sige tak på denne måde, forklarer lederen af projeket, Bente Lausten, til TV SYD.

Projektet Opgangsvenner kører på sit tredje år, og hjælper tidligere misbrugere med et midlertidigt sted at bo, nye bekendtskaber og hjælp til alt fra socialt samvær til lægebesøg. Projektet består af 12 frivillige, der lige nu hjælper 14 tidligere misbrugere.

Naboer besøger i dag Røde Kors i Esbjerg, der er i fuld sving med Smid Tøjet-kampagnen. Bliv klogere på kampagnen og find ud af, hvad der hitter i genbrugsbutikkerne, når Naboer løber over skærmen på TV SYD+ klokken 15:00, 19:55 og 22:40.