Smil og tårer til en nationaldag med blandede følelser

Den 21. juni er Grønlands nationaldag. I år er det dog ikke kun en glædens dag, men også en dag, hvor der tænkes på de grønlændere, der omkom i søndags, da et fjeldskred startede en tsunami på Grønlands nordkyst.

Grønlændere over hele Danmark samles i dag for at markere nationaldagen - blandt andet foran rådhuset i Haderslev, hvor formanden for Grønlænderne i Haderslev, Ava Hørlyk, er i færd med at hejse det grønlandske flag.

quote

Mange er blevet skyllet ud i havet blandt is og skosser. Der er nogen, der er omkommet og mange, der har mistet deres livsgrundlag. Derfor har vi så besluttet, at dagen i dag bliver på halvt flag.

Ava Hørlyk, formand, Grønlænderne i Haderslev

- Nationaldagen på Grønland er meget betydningsfuld for os grønlændere og for hele Grønland. Man fejrer den længste og lyseste dag på året. Man samles til festligheder i nationaldragter - både kvindelige og mandelige, fortæller Ava Hørlyk.

Men i dag vakte flaget ikke kun fædrelandskærligheden hos de danske grønlændere. Det grønlandske flag, der som Dannebrog er klædt i rødt og hvidt, flagrede kun på halv stang i dag. Sådan er synet over hele landet, og grunden til den bittersøde nationaldagsfejring er, at flere grønlændere omkom i søndags, da et fjeld skred i havet og forårsagede en tsunami ved Grønlands nordlige kyst.

- Mange er blevet skyllet ud i havet. Der er nogen, der er omkommet og mange, der har mistet deres livsgrundlag, siger Ava Hørlyk.

Det var på Grønlands nationaldag i 2009, at Grønland fik selvstyre. Derudover falder Grønlands nationaldag på samme dag som Danmarks flagdag, hvor man i 2016 besluttede sig for at flage med Grønlands flag på statens 534 flagstænger.