Sminkede lig på gaden i dag

Sanger og sangskriver Ninna Andreasen fra Esbjerg udgiver i dag fredag sin anden CD med økonomisk hjælp fra venner og familie.

Hun erkender det blankt.

- Jeg er blevet overhalet indenom af udviklingen, siger hun til TV SYD.

Ninna Andreasen, med 28 år bag sminken, lovede dengang for næsten to år siden, at hvis folk ville støtte hende økonomisk, så ville de få en CD, når den udkom. Men i mellemtiden er CD'en blevet en oldtidssag afløst af streaming - eller af vinylplader. Men nu havde hun jo lovet det.

Til gengæld får køberne ikke bare et men to sminkede lig. En med sange optaget i studiet. En anden med sange optaget LIVE i en stue med særligt indbudte gæster (læs: folk der havde bidraget med crowdfundingen).

TV SYDs seere mødte hende første gang i 2012 i færd med at skrabe penge sammen til sin første udgivelse. Det var den gang forholdsvis nyt at lave crowdfunding. Altså at bede om penge fra nær og fjern. Dernæst mødte de hende, da hun blev national kendt for en sang, hvori hun skoser rockerne. Det var i 2013. Siden er der altså gået to år.

- Men min mor ringede forleden dag og sagde, at nu havde hun hørt LIVE-siden fire gange og hun syntes det var vildt godt, så mor har godkendt den, siger Ninna Andreasen med hendes sædvanlige skæve humor med selvudlevering og sarkasme.

Der er releaseparty - og en sang eller to - på Huset i Esbjerg fredag aften kl. 20.00

Hør en af hendes sange her:

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.