Smittekurven bevæger sig nedad i Syd- og Sønderjylland

Corona-smittetallet falder i seks kommuner og stiger i syv kommuner i det syd- og sønderjyske.

Corona-smitten er aftagende i seks kommuner i Syd- Sønderjylland. 

Det er Esbjerg, Vejle, Kolding, Haderslev, Sønderborg og Aabenraa. De fleste fald er små, som i to til fem færre smittede over de seneste syv dage. 

Men Kolding Kommune skiller sig ud. Her lød smittetallet torsdag på 137 tilfælde, mens samme tal fredag er faldet til 120. Det betyder, at der lige nu er 129 smittede per 100.000 indbygger.
Det er et fald i antallet af smittede i kommunen, som de seneste fem dage har haft et incidenstal over 140 smittede per 100.000 indbygger.

I Varde, Billund, Hedensted, Horsens, Fredericia, Vejen og Tønder er antallet af nye smittede steget. Værst ser det ud i Billund og Horsens. I Horsens er 14 flere blevet smittet og i Billund er det seks.
Lige efter kommer Vejen med 5 nye smittetilfælde over de seneste syv dage. 

Samlet set er smittetallet i de 14 syd- og sønderjyske kommuner faldet den seneste uge. Fredag den 6. november var 765 borgere smittet med corona i TV SYDs sendeområdet.
I dag, den 13. november, lyder smittetallet på 694 coronatilfælde.

På landsplan er 1.037 borgere blevet smittet med corona det seneste døgn.
Statens Serum Institut har registreret et dødsfald, og siden i går er 24 danskere blevet indlagt med covid-19.

Se de senest opdaterede smittetal for Syd- og Sønderjylland herunder: