Smitteramte patienter tror ikke på politikernes løfter

Dagen derpå: Efter TV Syds høring Stop Smitten er tilliden til politikernes ord ikke stor.

Flere af de patienter, der er blevet smittet under deres indlæggelse på sygehuse i vores landsdel, føler sig skuffede dagen efter TV SYDs høring ?Stop Smitten?.

En af dem er Raghild Bøgh, der blev smittet med en infektion, imens hun lå på operationsstuen.

- Jeg tror ikke på, at der bliver ført noget ud i livet, siger hun til TV SYD.

Ved debatten torsdag aften stillede TV SYD en række folketings- og regionspolitikere til ansvar for den store smittefare på de syddanske sygehuse.

Målet var at finde en konkret løsning til problemet med, at 20.000 syddanske patienter hvert år bliver syge af at være indlagt på sygehuset.

Politikerne lovede under høringen, at de ville se på, hvordan smittefaren kan reduceres. Formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen, vil tage smittefaren op til udvalgets næste møde:

- Der skal sættes ind både med basal rengøring og teknologi. Og så skal personalets, patienternes og de pårørendes adfærd over for bakterier forbedres, sagde han under høringen.

Men Ragnhild Bøgh tror ikke, at politikernes løfter vil give resultater:

- De har ikke lovet noget konkret. De siger, at de vil kigge på problemet, men det hjælper bare ikke os, der har fået en infektion, eller dem, der fremadrettet får en.