Smittetal: Alle syd- og sønderjyske kommuner har nu incidenstal under 200

Siden 16. december har mindst en af de 14 syd- og sønderjyske kommuner haft et incidenstal over 200. Den udvikling er nu vendt til det bedre.

Smittetallene ser bedre ud i Syd- og Sønderjylland, end de har gjort i lang tid. For første gang siden 16. december har Sønderborg Kommune nu under 200 smittede per 100.000 indbygger. Torsdagens indicenstal lyder på 195,6 i kommunen, mens antallet af smittede nu er 145 over de seneste syv dage.

Også I Esbjerg Kommune tager smitten af. Onsdag var der 248 smittede, og i dag er tallet faldet til 217 smittetilfælde over de seneste syv dage. Det betyder, at man også i den vestjyske kommune har under 200 smittetilfælde per 100 indbygger. Her lyder incidenstallet nu på 188,1. 

Det markerer samtidig enden på en godt tre uger lang periode, hvor mindst en af de 14 syd- og sønderjyske kommuner har haft incidenstal over 200. 

Smitten er dog fortsat høj, da myndighedernes bekymringsgrænse er sat ved 20 smittede per 100.000 indbygger. 

Selvom de fleste kommuner torsdag har faldende smittetal, er billedet et andet i Haderslev Kommune, hvor smittetallet for 14 dage siden lød på 56. Torsdag er der registreret 92 smittede i den sønderjyske kommune og incidenstallet er steget til 165,5.

Både i Region Syddanmark og i Region Midtjylland går det dog samlet set i den rigtige retning. Her er der nu henholdsvis 1.863 og 2.519 smittetilfælde. Onsdagens smittetal i de to regioner var til sammenligning henholdsvis 1.949 og 2.734 over de seneste syv dage. 

På landsplan er der det seneste døgn registreret 1.942 smittetilfælde, som er fundet på baggrund af 104.615 prøver. Der er nu 861 indlagte coronapatienter, hvilket er et fald på 25 patienter det seneste døgn. 37 personer er døde med corona siden i går.