Smukke huse i Tønder får pris

Tre ejendomme i henholdsvis Møgeltønder, Løgumkloster og Ballum er blevet præmieret af Tønder Kommune.

En gang om året uddeler kommunens Teknik- og Miljøudvalg bygningspræmier at anerkende den gode indsats for bygningskulturen.

En af de præmierede bygninger er Klægager - eller Digegrevens gård. Den er opført i 1857 og består af et 4-længer som er opført i røde teglsten og med stråtag.

Gården er renoveret og ombygget. I forbindelse med renoveringen er der nedrevet staldbygninger mv., så den gamle gård er blevet synlig og præsenterer sig smukt med sin beliggende på bakken ud mod det helt åbne landskab.

I stuehuset er der indrettet bed- and breakfast. I nord- og østlængen er der møde- og forsamlingslokaler.

Ombygningen er støttet økonomisk af Realdania og Bevaringsfonden for Ballum Østerende og Ballum oprettet af A.P. Møller-Fonden.

Klægager er blevet et populært sted med en halv snes tusinde gæster om året til forskellige arrangementer. Stedet er et godt eksempel på, hvordan en landbrugsejendom i en kulturhistorisk bygning kan få en ny funktion og samtidig understøtte kulturmiljøet.

Præmien er et messingskilt til huset og 5.000 kr.

De to øvrige huse er Sønderbyvej 32, Møgeltønder, i kategorien kulturarv og Østergade 27, Løgumkloster, i kategorien nybyggeri/renovering

 
 

Fakta om de præmierede bygninger

Sønderbyvej 32, Møgeltønder

Peter Poulsens gård er en velbevaret 3-længet ejendom i den gamle bydel
Sønderbyen. Gården er bygget i 1805 og senere udbygget.
Gården ligger på en forhøjning og er bygget af store egnstypiske
mursten, og huset har stråtag.
Gården er fredet.
Den meget velholdte gård er renoveret med tidstypiske materialer og er
en fin repræsentant for sin byggestil. Den er et godt eksempel på en
egnstypisk gård, som har bevaret sit udseende og er med til at fastholde
historien og selve kulturarven i Sønderbyen.

Østergade 27, Løgumkloster

Bygningen er lille længehus opført i 1800 - et af de ældre huse i
Løgumkloster.
Gennem flere år er huset blevet renoveret, så det i dag har fået tegltag og
står med hvidkalkede facader. Bygningen har bevaret lugen og de små
vinduer i gavlen. Man kan stadig fornemme, at der har været landbrug på
ejendommen, selv om den har ligget inde i byen.
Renoveringen er sket nænsomt og med respekt for husets arkitektur og
den lokale byggetradition. Det er et godt eksempel på en renovering,
hvor husets udseende og udtryk er bevaret.