Snart kan du hente guld på genbrugspladser

En genbrugsplads i Kolding starter snart en forsøgsordning, hvor borgere må tage andres ting med hjem.

Flere af os kender følelsen af at være på en genbrugsplads og få øje på en genstand, der skinner i containeren til genanvendelse, som man har lyst til at tage med hjem som dagens genbrugsguld. Men den tanke kan man godt droppe. For det er nemlig ikke tilladt i dag at tage andres genbrug med hjem. 

Men fra den 1. september bliver det lavet om på genbrugspladsen på Bronzevej 4 i Kolding Kommune. Kommunen starter nemlig en forsøgsordning, der hedder Byttecentralen. På genbrugspladserne vil der være en særlig container, hvor borgere kan stille de ting, de mener, at andre kan genbruge. 

quote

En god tommelfingerregel er, at man et par gange om ugen må tage en ting eller et møbel med hjem.

Henrik Martinsen, affaldschef, Renovation

- Vi tager endnu et skridt mod cirkulær økonomi. For med direkte genbrug tager vi – så at sige – fra øverste hylde i affaldshierarkiet, hvor ting blot skifter hænder, uden at der skal gøres noget ved dem, siger Jakob Ville, der er formand for Teknik- og Klimaudvalget i Kolding, i en pressemeddelse. 

Stadig forbudt at tage fra andre
Selvom kommunen er glad for genanvendelse, så har den valgt ikke at overføre konceptet til alle genbrugspladsens containere. Det vil stadig være forbudt at tage fra andre containere end Byttecentralen. 

- Så det er vigtigt at tænke over, om man selv ville have noget i samme stand. Er et bord knækket midt over, eller er en lænestol flænset, så hører det ikke til i Byttecentralen. Det skal i de respektive containere, så materialerne kan blive genanvendt i stedet for, fortæller Henrik Martinsen, der er affaldschef hos Renovation, i en pressemeddelse. 

Byttecentralen er åben i den bemandede åbningstid mellem klokken 9 og 18, så der er rig mulighed for at kigge efter guldfund. Men affaldschefen opfordrer til, at man kun besøger Byttecentralen enkelte gange om ugen. 

- En god tommelfingerregel er, at man et par gange om ugen må tage en ting eller et møbel med hjem, siger Henrik Martinsen.