Sne-broer myldrer frem fra glemslen - nu er der 17!

Det viser sig nu, at der er langt flere sne-broer, hvor lastbiler kan gøres sikkert rene for is og sne, end transportbranchen troede. Nu er der 17 offentligt tilgængelige snebroer.

Efter TV SYDs omtale af snebroer og transportbranchens opfordring til at melde flere snebroer ind, er der nu 17 offentligt tilgængelige snebroer.

På en uge er hjemmesiden www.snebroer.dk blevet beriget med 14 nye snebroer, og det glæder teknisk konsulent Steffen Johannsen fra ITD:

- Branchen tager ansvar, og vi kan kun uddele stor ros til alle, siger han og forklarer, at der i starten af sidste uge kun var tre offentligt tilgængelige snebroer, mens tallet her tirsdag morgen er 17.

Der er dog plads til endnu flere snebroer, og disse kan meldes ind på www.snebroer.dk - hvor du også kan se oversigten over de 17 broer. I Syd- og Sønderjylland viser det sig nu, at der er sne-broer i Uldum, Vejle, Taulov, Kolding, Esbjerg og Padborg.

Det er vigtigt at få fjernet isen fra lastbilerne, da skaderne på andre trafikanter er store, når kilo tunge isflager vælter ned fra lastbilernes tage, men det er også vigtigt at fokusere på chaufførernes sikkerhed:

- Derfor er det virkelig godt, når virksomheder melder ind, at de stiller deres snebroer til rådighed for alle chauffører, også fra andre firmaer, siger Steffen Johannsen.