Snobrød og bueskydning skal sætte fokus på Varde Å

Fotografisk tidsrejse, badedyrsrace og lokale gourmetprodukter. Varde Å Dag byder på en lang række af oplevelser.

Søndag er det muligt at komme tæt på naturen i Varde Kommune, når Varde Å Dag for syvende gang præsenterer en buket af oplevelser og aktiviteter i naturen omkring ådalen.

Varde Å Dag samler lokale aktører langs åen - alle med tilbud om oplevelser og produkter med tilknytning til åen i både Hodde, Varde, Janderup og Ho Bugt.

Ideen er, at dagen skal sætte fokus på Nationalpark Vadehavets nordlige del omkring Varde. Hvert år siden 2012 er Varde Å Dag vendt tilbage med aktiviteter langs åen. Håbet er, at Varde Å Dag kan blive en tilbagevendende tradition med turistpotentiale.

En del af naturen
Varde Å Dag er en del af konceptet ‘Vi i Naturen', som er en del af Varde Kommunes branding. ‘Vi i Naturen’ inviterer kommunens borgere såvel som turister til at være udendørs og tage del i de muligheder, som blandt andet den enestående natur langs Varde Å rummer.

Til årets Å Dag er det muligt at prøve kræfter med alt fra kanotur til snobrødsbagning, fjernstyrede både og meget andet.     

Se programmet for Varde Å Dag her.