Snyd med ferie koster rumænsk chauffør 156.000 kroner

En 32-årig rumænsk lastbilchauffør kom skidt fra at bilde politiet ind, at han havde holdt fire ugers ferie - mens han i virkeligheden kørte rundt på danske veje med gods i sin lastbil. Det udløser et krav på 156.000 kroner.

Den rumænske chauffør stak politiet en løgn, da han fredag blev stoppet ved en rutinemæssig kontrol foretaget af Tungvognscenter Syd på den Sønderjyske Motorvej ved Kolding. 

Chaufføren kørte i en ældre lastbil med et analogt kontrolapparat, hvor registrering af chaufførens kørsel og hvileperioder foretages på et diagram-ark. Da han skulle vise diagram-ark for de seneste 28 dage, præsenterede han politiet for kun tre diagram-ark og en ferieerklæring som dokumentation for, at lastbilen havde holdt stille, mens han havde holdt ferie hjemme  i Rumænien. Det fortæller Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En nærmere undersøgelse afslørede dog hurtigt, at chaufføren gennem de seneste fire uger havde kørt gentagne gange i Danmark. Chaufføren blev derfor anholdt for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om afgivelse af urigtige oplysninger.

Ved en senere afhøring indrømmede chaufføren, at han faktisk havde kørt i lastbilen de seneste uger og slet ikke havde holdt ferie i hjemlandet. Han blev derefter løsladt.

Da han ikke kunne betale en sikkerhedsstillelse i sagen på 156.000 kroner, blev lastbilen beslaglagt, og han måtte derfor rejse hjem til Rumænien uden lastbil.

Den endelige straf skal afgøres af Retten i Kolding den 15. august.

 

Tungvognscenter Syd 

Tungvognscenter Syd er ét af tre tungvognscentre i Danmark, som alle varetager den operative kontrol af tunge køretøjer som lastbiler, busser samt traktorer og landbrugsredskaber.

Opgaverne er blandt andet kontrol af køre- og hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelse af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel.