Social indsats får udsatte mænd i job og kvinder i uddannelse

Et netop afsluttet forskningsstudie viser, at det virker, at bruge penge på en social indsats.

Det er ikke bare penge ud af vinduet, når man forsøger at hjælpe dem, der bor i udsatte områder. Det viser et nyt forskningsprojekt.

Projektet har blandt andet undersøgt indsatsen i Løget Høj i Vejle og udsatte områder i Fredericia og Kolding.

Der er fokuseret på tre områder:

  1.  Sociale indsatser, der skal skabe netværk og fællesskab. For eksempel lektiecaféer, it-værksteder og integrationsaktiviteter.
  2. Fysiske indsatser, der skal gøre boligerne og de ydre rammer mere attraktive
  3. Økonomiske indsatser, der skal holde huslejen nede

Undersøgelsen viser, at kombinationen af aktiviteterne virker. Der er flere af de udsatte områders mænd, der kommer i arbejde, ligesom kvinderne kommer i uddannelse.

I år og de kommende år er der igen afsat hundredvis af millioner kroner til områdebaserede indsatser i hele landet. Det betyder, at mange af landets udsatte boligområder er i fuld gang med at søge om midler til at begynde eller videreføre igangværende boligsociale indsatser.