Grænsekontrol: Socialdemokratiet er ude af trit med deres vælgere

Blandt de socialdemokratiske vælgere i Sydjyllands Storkreds er der et flertal for at droppe grænsekontrollen. Det er stik imod partiets holdning.

Christian Rabjerg Madsen, Soc. dem.
Christian Rabjerg Madsen, Soc. dem.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Danmark har haft en midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse siden den 4. januar 2016. Et stort flertal i Folketinget bakker om den midlertidige grænsekontrol, der er blevet forlænget flere gange. Socialdemokratiet har hele tiden stået bag aftalen. Men et flertal af partiets vælgere i Sydjyllands Storkreds vil gerne af med grænsekontrollen.

I en ny undersøgelse foretaget af Megafon for TV2 og TV SYD, siger 54% af Socialdemokratiets vælgere i Sydjyllands Storkreds, at de gerne ser grænsekontrollen droppet. Kun 30% af partiets vælgere vil gerne beholde grænsekontrollen

quote

Jeg mener dog, at der endnu ikke er styr på EU's ydre grænser. Kontrollen der er mangelfuld. Derfor er det vigtigt at opretholde grænsekontrollen

Christian Rabjerg Madsen, folketingsmedlem, Socialdemokratiet

Christian Rabjerg Madsen, er socialdemokratisk kandidat til at fortsætte i Folketinget. Han er ikke glad for, at der blandt hans vælgere er flertal for at droppe grænsekontrollen. Men han forstår godt, hvorfor de svarer, som de gør.

Hvorfor tror du hovedparten af jeres vælgere i Sydjylland uenig i jeres linje?

- Jeg tror, folk reagerer på to ting. For det første er situationen en anden end i 2015 – der kommer ikke så mange flygtninge til grænsen længere, og så tænker vælgerne sikkert, at det er unødvendigt med kontrol. Jeg mener dog, at der endnu ikke er styr på EU's ydre grænser. Kontrollen der er mangelfuld. Derfor er det vigtigt at opretholde kontrollen.

Han mener også, at når vælgerne ser en lav opklaringsprocent ved indbrud og hører politiet klage om mandskabsmangel, så kommer frustrationen, og de tænker – hvorfor bruger vi ikke resurserne anderledes?

Hvad vil du gøre ved den frustration?

Den skal imødegås med mere teknologi i form af feks. nummerpladescannere og anden overvågning, og der skal indkaldes flere politikadetter og hjemmeværnsfolk til grænsen.

Tror du vælgerne vil vende jer ryggen pga dette spørgsmål?

Nej, jeg tror ikke, det får så stor betydning i valgkampen, og situationen vil jo være den samme, uanset hvilken regering vi får.

 

Enhedslisten

Folketingskandidat Rasmus Vestergaard Madsen fra Enhedslisten siger, at han ikke er overrasket over resultatet. og de andre kandidater gør, hvad de kan, for at få grænsekontrollen længere op på dagsordenen i valgkampen.

- Jeg er sådan set ikke imod kontrol men synes, at vi kunne bruge politiets ressourcer på en mere intelligent kontrol rundt om i landet, i stedet for at politiet skal bruge tid på at vinke til billisterne ved grænsen. 
- Hvis folk vil ind i landet, er der masser af muligheder. Vi ønsker, at politiet selv vurderer, hvordan de kan bekæmpe stoffer og våben.

65% af enhedslistens vælgere i Sydjylland mener, at Danmark skal droppe grænsekontrollen.

Venstrefolk vil beholde kontrol

Mogens Dall, Venstre
Mogens Dall, Venstre
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Mogens Dall fra Venstre er ikke overrasket over, at venstrevælgerne vil beholde grænsekontrollen:

Hvad tænker du om svarene fra dine vælgere:

- Der vil altid være nogle tvivlere, der siger, ”skal vi ikke bare gøre, som vi plejer”, men jeg tror, de fleste kan se, at når vi stopper mennesker ved grænsen, der ikke skulle krydse den, så har det en præventiv virkning.