Socialminister optaget af frivillig ghetto-indsats

Da socialministeren Benedicte Kiær mandag besøgte Korskærparken i Fredericia var det i særlig grad de frivilliges indsats, der optog hende.

Socialminister Benedicte Kiær besøgte sammen med den lokalvalgte folketingspolitiker Carina Christensen  Korskærparken for at blive indviet i nogle af de projekter, som Fredericia Kommune arbejder med i det udsatte boligområde.
Under besøget var de konservative gæster særligt optaget af, hvor meget man kan få ud af at bygge op nedefra i et socialt boligområde.
Fredericia Kommune inddrager frivillige beboere i deres projekter og tager udgangspunkt i beboernes egne ønsker og behov, og det viser sig, at når man arbejder med det sociale fællesskab og de sociale relationer, fører det mere med sig. De frivillige skaber kontakt til nye frivillige, og på den måde vokser det hele stille og roligt fremad i den rigtige retning og er med til at skabe mening i hverdagen for beboerne.