Politiet forventer i løbet af kort tid at kunne etablere modtagecentre i Søgårdlejren i Sønderjylland, på Sydsjælland (Vordingborg Kaserne) og i København (Valby).
Her vil være en kapacitet på 3.000-4.000 udlændinge.
På modtagecentrene kan politiet – hvis situationen tilsiger det – tilbageholde flygtninge og migranter, indtil der er klarhed over, hvem de er, og hvad de vil i Danmark. Modtagecentrene placeres dér, hvor det giver bedst mening i forhold til at kunne gennemføre en effektiv og hurtig sagsbehandling.
Samtidig bliver Beredskabscenter Syd i Haderslev hjemsted for 300 flygtninge.
Formålet med de tre nye centre er at give politiet mulighed for at kontrollere flygtningenes identitet, om de har søgt asyl i andre Schengen-lande og om de opfylder betingelserne for at søge asyl.
Modtagecentrene skal kun oprettes, hvis man oplever en væsentlig forøgelse af antallet af flygtninge og migranter, der passerer den dansk-tyske grænse.
Det fremgår af regeringens forslag til nye stramninger på flygtninge- og asylområdet, som blev offentliggjort fredag.