Hvordan er det nu lige, man malker en ko? Kunne du tænke dig at komme på tur i en frugtplantage? Og har du lyst til at lære meget mere om landbruget?
Så skal du finde overtøjet frem i morgen, så du kan komme ud og deltage i landbrugenes åbent hus.
Rundt om i Syd- og Sønderjylland inviterer en lang række landmænd besøgende indenfor og udenfor.
De vil vise rundt på gårdene, mens de fortæller om livet på landbrugene og herved gøre syd- og sønderjyderne meget klogere på, hvad det vil sige at holde et landbrug i live.
Blandt andet i Sønderjylland åbner tre Arla-gårde op i Gråsten, Bredebro og Gram, og her kan man lære, hvordan køerne bor, hvad de spiser og hvordan malkemaskinerne virker. I Gram giver landmand Niels Erik Mortensen også en tur rundt på sin gård, hvor hans arbejde består i at levere gylle, der omdannes til energi hos Sønderjysk Biogas.
Hvert år deltager cirka 90.000 danskere i åbent landbrug, og har du lyst til at komme ud i den friske natur i morgen, kan du få hele overblikket over søndagens åbne gårde lige her: aabentlandbrug.dk