Søndag med sus i sejlene på Lillebælt

Vinden har været særdeles velkommen i Hejlsminde i weekenden, for her blev der for første gang afholdt windsurfregatta.

Stævnet er særligt, fordi det bliver afholdt ved Lillebælt. Men løbet er også et af de få i verden, der både tiltrækker de bedste professionelle og samtidig giver plads til amatører.

Det er et kæmpe set-up. Meget flot. Vi kan snuse til de professionelles verden.

Blandt de professionelle er den 46-årige Bjørn Dunkerbeck, der har dansk mor og er en levende legende i windsurferverdenen med ikke mindre end 41 verdensmesterskaber i forskellige windsurfdiscipliner.

- Jeg synes, det er en fin kombination. Hvis man altid kun sejler mod professionelle, så er det opfriskende at se alt den lykke amatørerne har i deres øjne, når de kommer ud og surfer, siger Bjørn Dunkerbeck til TV SYD.

Søndagen fandt hovedløbet sted, hvor windsurferne skal krydse Lillebælt og tilbage igen så hurtigt som muligt. Her vil surferne komme op på mellem 50 og 60 km i timen. Bjørns søster, Britt Dunkerbeck, der selv har adskillige World Cup-titler på CV'et, er medarrangør af løbet.

- Det som vi har haft problemer med er, at windsurferne ikke kender til Lillebælt. Derfor skal det her stævne også hjælpe med til at sprede ordet om, at Lillebæltområdet er et fantastisk sted at windsurfe, fortæller Britt Dunkerbeck.

Også blandt amatørerne har stævnet vakt stor glæde.

- Det er et kæmpe set-up. Meget flot. Vi kan snuse til de professionelles verden. Der er en grund til, at de er professionelle. De er hurtigere, og dem kan vi lære noget af, siger amatørwindsurferen Victor Schmidt fra Kolding.

Destination Lillebælt har været med til at samarbejde om stævnet. Her mener man også at stævnet er godt for turismen.

- Ved Destination Lillebælt arbejder vi med aktiv ferieturisme. Så det her, synes vi er fantastisk, for det er med til at sætte fokus på, at det er et skønt område med mange muligheder, forklarer Lone  Skjoldaa, der er kommunikationskonsulent hos Destination Lillebælt.

Det er planen, at der også næste år i maj skal holdes Windsurf-regatta i Hejlsminde.