Søndagens overblik: Det sker lillejuleaftensdag

I formiddag fremstilles en 64-årig kvinde i grundlovsforhør i Sønderborg, hvor anklagemyndigheden ønsker hende fængslet for forsøg på at dræbe sin mand.

I aften uddeler organisationen Stop Spild Lokalt den julemad, som ikke er blevet solgt, inden fødevarebutikkerne lukker for juledagene. I TV SYDs område sker det i Kolding, Aabenraa, Tønder, Agerskov, Esbjerg, Varde, Oksbøl, Vejle og Horsens.

Begge lokale politikredse melder tidligt søndag morgen om en nat med ro, selvom mange har brugt natten til en bytur.

Raunsmed Fjerkræfarm tilbagekalder et parti friskslagtet dansk kalkun. Der er konstateret afvigende eller dårlig lugt ved åbning af pakker med sidste holdbarhed 27-12-2018 og 28-12-2018, oplyser Fødevarestyrelsen søndag morgen. Kalkunerne er i Syd- og Sønderjylland alene solgt i Vollstedt Slagterforretning og hos Grisogko i Haderslev.

Søndag morgen kan tåge og dis nedsætte sigtbarheden på vejene. Ifølge Vejdirektoratet bliver trafikken tæt mellem klokken 11 og 13. Men hverken DSB eller Vejdirektoratet forventer de store trafikale problemer denne lillejuleaften. 

Der er ikke udsigt til hvid jul i TV SYDS område. DMI melder om skyet vejr og perioder med regn, men sidst på dagen behøver du næppe paraplyen. Vinden bliver let til nissefrisk mest omkring vest, inden den i løbet af eftermiddagen drejer mod nordøst og aftager lidt. Temperaturer vil hele døgnet ligge på omkring tre graders varme.

Tak, fordi du læste med.

Med venlig hilsen

Ernst Møller