Søndagens overblik: Pas på tæt tåge i morgentimerne

Givskud Kirke får helt nyt kirkeskib. Skibet, der er bygget af den 75-årige snedker og sømand Steen Zoffmann, bliver doneret af det seneste hold, der blev konfirmeret. Den flotte gave bliver overrakt i kirken klokken 10.30.

Aktivitetscentret i Sdr. Hygum inviterer alle indenfor på årets første søndag – med eller uden sportstøj. Fra klokken 11.00 til 14.00 er der blandt andet tumlebane for de yngste, badminton, indoor cycling, x-fit og fodbold foruden maskinerne i motionscentret.

Nåede du ikke at se og høre den traditionsrige nytårskoncert i DGI Huset i Vejle, hvor musikerne har det lige så sjovt som gæsterne? Så får du en ny chance søndag klokken 15.00.

Sidste afsnit af TV SYDs serie "Vores Sygehus" bliver vist søndag. Du kan se med klokken 19.30. Næste søndag klokken 19.30 er der premiere på den nye serie "Verdensklasse". I det første program om den syd- og sønderjyske verdensarv kommer vi med til bryllup i Brødremenigheden i Christiansfeld.

Natten igennem har der været tæt tåge over Syd- og Sønderjylland. Det har heldigvis ikke givet anledning til færdselsuheld.
Det kan blive svært at få en kop kaffe i Tønder midtby her til morgen. Lige nu er et større område i midtbyen ramt af strømsvigt. Teknikere er i gang med at løse problemet.

Pas på tæt tåge, hvis du skal ud at køre i morgentimerne. Flere steder er sigtbarheden under 100 meter på grund af den tætte tåge, som dog skulle lette ved 10-tiden. Ellers er der ingen problemer hverken på vejene eller i togtraffiken. Tjek de seneste trafikale ændringer for biltraffiken på trafikken.dk og for tog på DSB.

Søndagen bliver overskyet og diset - stedvis tåget med lidt småregn af og til. I løbet af dagen bliver der bedre sigtbarhed fra vest. Temperaturen stiger til mellem fem og otte grader, og der er udsigt til en svag, skiftende vind, som i løbet af dagen bliver svag til jævn fra nordvest.

 

Tak, fordi du læste med og god søndag!

De bedste hilsner

Christina Hoffmann-Møller