Sønderborg: Byg et nyt og moderne arresthus her

Arresthusene i Sønderborg, Haderslev, Aabenraa og Tønder er ældgamle og forældede. Byg et nyt superarresthus i Sønderborg, foreslår byen nu.

Mandag aften gravede to fanger sig ud fra arresten i Tønder og flygtede.

Nu kommer kritikken:

Arresthusene er alt for gamle og nedslidte til at kunne holde fangerne bag tremmer.

Det er især arresthusene i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder, der får kritik fra både personale og politikere.

Nu har Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen (S) sendt brev til justitsminister Karen Hækkerup og Folketingets retsudvalg:

Nedlæg de fire gamle arresthuse i Sønderborg, Haderslev, Aabenraa og Tønder og byg en superarrest i Sønderborg.

- Den nuværende situation er ikke tilfredsstillende ? hverken for fængselspersonalet eller for borgernes retssikkerhed. Og det vil vi i Sønderborg have gjort noget ved. Der er talt meget og længe om, at der bør gøres noget ved de forældede arresthuse. Nu syntes jeg, vi skal se at få sat noget handling bag ordene, siger borgmester, Erik Lauritzen

I en rapport, som Ingeniør- og konsulentfirmaet Niras har udarbejdet for Sønderborg Kommune, står der, at en ny og stor arrest ikke bare sikrer, at man kan gardere sig bedre mod fangeflugter ? det vil også betyde besparelser for mange millioner kroner.