Sønderborg gør sig lækker

Sønderborg forsøger at gøre sig lækker for at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Det sker gennem en landsdækkende reklamekampagne til 4,6 millioner kroner. Byen reklamerer blandt andet på bybusserne i Århus. Netop Århus er konkurrent til titlen som kulturhovedstad.

- Vi kan, hvad vi skal - det er helt sønderborgsk, lyder budskabet.
Kampagnen er finansieret af 23 virksomheder i Sønderborg.

- Vi har fået ry som udkant og den rådne banan. Men vi kan meget mere her i byen. Vi er for eksempel kommet godt ud af krisen, siger Tanja Have, der står bag kampagnen  hos Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter.

EU-Rådet udpeger hvert år to kulturhovedstæder, og i 2017 skal der udpeges en by i Danmark og på Cypern.

Afgørelse i 2012

I august 2012 kommer jurymedlemmerne på besøg i byerne: Seks medlemmer fra Danmark og syv fra EU-institutioner.

"Den Europæiske Kulturhovedstad" er Europas mest eftertragtede vandrende kulturbegivenhed. Den skaber international opmærksomhed og tiltrækker turister og arbejdspladser.
 
I løbet af året skal kulturhovedsæderne holde en lang række kultur-arrangementer.

Sønderborg stiller op til konkurrencen i samarbejde med Flensborg og resten af Slesvig-Holsten.

København var kulturhovedstad i 1996.