Sønderborg har knækket kontanthjælpskoden

Sønderborg Kommune har knækket koden, når det handler om at få ledige gjort parate til arbejdsmarkedet.

30 procent af kontanthjælpsmodtagerne i Sønderborg Kommune bliver vurderet egnet til et job, mens tallene er langt lavere i andre kommuner.

Årsagen til, at man i Sønderborg Kommune formår at hjælpe kontanthjælpsmodtagerne ud på arbejdsmarkedet, er at kommunens jobcenter arbejder tæt sammen med virksomhederne. Blandt andre callcenteret Sitel, der tager imod kundeserviceopkald til TDC.

- Det der fungerer super godt, er, at vi har en virksomhed som virkelig kan tage fra. Det giver os en chance for at sende også ufaglærte i uddannelse, og vi er rigtig glade for samarbejdet med Sitel, siger Carrie Nielsen fra Jobcenter Sønderborg til TV SYD.

Også fra Sitels side er der en opfattelse af, at samarbejdet godt kan betale sig.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med Sønderborg Kommune, som hjælper os med at finde nye medarbejdere. Vi sørger for at uddanne dem helt fra bunden, og det hjælper dem fremadrettet. Samtidig får vi dygtig arbejdskraft, siger Mikael Hjort Bang, der er direktør for callcenteret Sitel.

Blandt de mange ansatte, som callcenteret har ansat via jobcenteret, er June Emily Pedersen, der arbejder som phoner.

- Det har givet mig noget at stå op til. Nu har jeg en arbejdsplads med gode kolleger, hvor der er rart at være. Og allerede nu har jeg lagt billet ind på at blive teamleder, for jeg kan se omkring mig, at dem, der vil, også får mulighed for at arbejde sig opad, siger June Emily Pedersen til TV SYD.