Sønderborg og Varde får lov at bygge hoteller i strandkanten

På Als og ved Vestkysten får to projekter lov at ligge i strandkanten. Dermed tilfalder to af ti dispensationer Syd- og Sønderjylland.

Store hoteller og flere hundrede ferieboliger i strandkanten lyder som Mallorca. Men nu kan det også lade sig gøre i Syd- og Sønderjylland.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) offentliggjorde fredag morgen sammen med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) nyheden om,  hvilke ti projekter, der får dispensation fra strandbeskyttelseslinjen og dermed lov at bygge i strandkanten.

I TV SYDs sendeområde fik to projekter grønt lys til det. Det er Nordals Ferieresort og Blåvand Strandpark.

Her finder du en beskrivelse af de to projekter:

Sønderborg Kommune, Nordals Ferieresort: Projektet består af 2 hoteller, op til 400 ferieboliger, 2 campingpladser, vandoplevelser, marina med 100 bådpladser, butikker og restauranter, stisystemer mm. Beregninger peger på, at Nordals Ferieresort vil kunne tiltrække 560.000 gæster om året, som primært vil komme fra Tyskland. Projektet forventes at indebære en anlægsinvestering på ca. 1,3 mia. kr. til etablering af ferieresortet.

 

Varde Kommune, Blåvand Strandpark: Projektet omfatter wellness faciliteter og 50 luksusferielejligheder, restaurant, småbutikker, klubhuse samt en naturpromenade med oplevelseslommer mellem Blåvand Strandpark og Hvidbjerg Strand. Projektet forventes at skabe en årlig omsætning på ca. 25 mio. kr.

 

 I alt havde ministeriet modtaget 38 ansøgninger, hvoraf kun ti ville få dispensation. I det syd- og sønderjyske område måtte følgende fem projekter se sig forbigået:

  • Tønder: Ferieliv i digernes land
  • Fanø: BeachHouse
  • Varde: Kystaktiviteter i Vejers
  • Vejle: Genetablering af Restaurant Tirsbæk Strand
  • Hedensted: Juelsminde Strandpark