Sønderborg satser på store koncerter. Find på noget mere originalt, siger brandingekspert

Sønderborg satser på at profilere sig på koncerter med verdensnavne. Ekspert vurderer brandingeffekt til at være minimal.

Tidligere har store stjerner som Eric Clapton, Elton John og Mark Knopfler trukket op til 15.000 mennesker til Augustenborg Slotspark.

Men nu vil Sønderborg kendes for de helt store koncerter, når det amerikanske band Bon Jovi spiller på det nye koncertsted Slagmarken på Kær Vestermark lige uden for byen.

Der er sat 35.000 billetter til salg til koncerten, der bliver den største koncert nogensinde i byens historie.

Meningen med at tiltrække så stort et koncertnavn er ifølge eventchef for Kultur i Syd Jes Johansen at profilere Sønderborg.

- Når vi virkelig vil noget, der bliver lagt mærke til, skal vi gøre sådan noget som det her, siger han.

Ekspert: Minimal brandingeffekt

Spørger man brandingekspert Christian Have, der ejer Have Kommunikation i København, er brandingeffekten af en Bon Jovi-koncert dog yderst minimal for en by som Sønderborg.

- Der er ikke længere noget overraskelseselement eller nogen brandingeffekt i det, fordi så mange gør det og har gjort det, siger Christian Have.

Længere nordpå har Horsens gennem de seneste 25 år profileret sig på at trække store koncertnavne til byen.

Med så stor succes, at mange byer sidenhen har forsøgt sig med 'Horsens-modellen'.

- Det brandede virkelig Horsens som meget andet end en fængselsby. Med navne som U2, Madonna og Rolling Stones fik man faktisk meget ud af det, siger Christian Have.

- Bygger man videre på sin egen dna, bliver det spændende

Hvis Sønderborg er ude efter en længerevarende effekt og ikke blot en god fest for de 35.000 publikummer, bør man efter hans mening gribe tingene anderledes an.

- Det ville være bedre at komme på noget mere originalt, mener han.

Byens placering tæt på grænsen til Europa, en spændende historie og et interessant vækstlag inden for kunst og kultur er tre bud fra hans side på noget af det, der er kendetegnende for området, og som Sønderborg kunne markedsføre sig på.

- Der er nok at tage fat på. Bygger man videre på sin egen dna, bliver det utrolig spændende både lokalt, nationalt og internationalt, siger Christian Have.

Vigtigt for selvforståelsen

For Kultur i Syd er det i sig selv vigtigt for selvforståelsen i Sønderjylland, at man kan opleve de helt store koncertnavne uden at skulle køre til Hamborg eller Horsens.

- Vi vil gerne sørge for, at man også kan få koncertoplevelser på højt niveau på hjemmebane, siger eventchef Jes Johansen, Kultur i Syd.