Sønderborg skærer i toppen

Sønderborg Kommune skærer en smule af den administrative top for at få en mere effektiv organisation.

Antallet af direktører på rådhuset i Sønderborg bliver reduceret fra fem til fire, når direktøren for borger, job, kultur og fritid, Jørgen Eriksen, stopper ved åremålsansættelsen udløb ved udgangen af april.

Også funktionen som kommunikationschef bliver nedlagt.

Kommunikationschef Kristian Pallesen overgår fra årsskiftet til en tidsbegrænset konsulent-stilling frem til udgangen af maj, når hans kontrakt med kommunen udløber.

Bedre sammenhæng

Kommunikationsafdelingen nedlægges som selvstændig afdeling.

I stedet oprettes to nye enheder. En ny digitaliseringsgruppe med fokus på digitalisering, hjemmeside og sociale medier og en ny gruppe for strategi og ekstern kommunikation.

Allerede fra 1. februar bliver Jørgen Eriksens job overtaget af direktøren for kommunens interne stab, Michael Holst.

Kommunaldirektør Søren Bonde skal også have en mere aktiv rolle.

- Vi skal skabe en bedre sammenhæng i måden at løse vores opgaver, siger kommunaldirektør Søren Bonde.

Den nye organisering giver en besparelse på 1,5 million kroner næste år.