Sønderborg slår slag for Sygeplejerskeskolen

Sønderborg Kommune langer ud efter UC Syddanmark og vil med en 20 sider lang rapport dokumentere, at Sygeplejerskeskolen ligger bedst i Sønderborg.

Alsion i Sønderborg er den bedste placering til Sygeplejerskeskolen.

Sådan lyder det ikke overraskende fra Sønderborg Kommune, der med en rapport på mere end 20 sider nu vil dokumentere, at Alsion er den placering, der bedst lever op til de krav og kriterier, som UC Syddanmark har stillet op.

Borgmester Erik Lauritzen (S) fremhæver især muligheden for at udnytte det tværfaglige miljø omkring Syddansk Universitets uddannelser.

Det er UC Syddanmark, der med regionsrådsformand Carl Holst (V) som bestyrelsesformand har bragt placeringen af Sygeplejerskeskolen i spil og nævnt Aabenraa som et måske mere egnet sted.

Men selvom det er UC Syddanmark, der skal overbevises om, at placering i Sønderborg er rigtig, bliver der alligevel langet kraftigt ud efter den invitation til dialog, der er kommet fra UC Syddanmark.

- De fleste af de antagelser, som allerede synes at være ophøjet til konklusioner i UC Syddanmarks invitation til dialog, har vi haft overordentligt svært ved at genkende her i Sønderborg. Det gælder især påstandene om, at de tværfaglige muligheder, rekrutteringspotentialet - og tilknytningen til forsknings- og udviklingsområdet skulle tale til fordel for en beliggenhed i Aabenraa.

Disse påstande er fejlagtige, og faktisk forholder det sig lige omvendt, lyder det fra Erik Lauritzen.