Sønderborg Sommer Revy får flere nomineringer

Sønderborg Sommer Revy er af anmelderne nomineret i tre kategorier til Revyernes Revy, som kårer landets bedste revypræstationer. Samtidig slår revyen publikumsrekord i år.

Anmelderne har nomineret Sønderborg Sommer Revy i tre ud af fire kategorier til årets bedste revypræstationer. Revyen er nomineret i kategorierne 'Årets Revy', 'Årets Revykomponist' og 'Årets Revyforfatter,' når Revyernes Revy løber af stablen på Dyrehavsbakken i Cirkusrevyens telt d. 16. august.

Anmeldelserne har været de bedste i revyens historie - og det er det, der er hovedårsagen til nomineringerne.

2015 slår publikumsrekord

Samtidig slår Sønderborg Sommer Revy i år publikumsrekord med et besøgstal på 21.400. Det betyder, at kun tre procent af billetterne endnu ikke er solgt.

Sønderborg Sommer Revy har tidligere vundet prisen som 'Årets Revy' tilbage i 2008.