Sønderborg vil ikke ligge i bund

Sønderborg Kommune vil ikke længere ligge i bund som erhvervskommune. Flere nye tiltag skal gøre kommunens bundplacering til skamme.

I de sidste to år, har Sønderborg Kommune fået bundplaceringer i en undersøgelse, som Dansk Industri hvert år laver af erhvervsklimaet i landets kommuner.

Undersøgelsen er en en anynom spørgeskemaundersøgelse, hvor omkring 7000 erhvervsledere hvert år svarer på spørgsmål om, hvor erhvervsvenlig netop deres kommune er.

Sønderborg Kommune vil ikke længere ligge i bund i undersøgelsen, så i  de seneste to år, har kommunen investeret 12 millioner kroner om året i tiltag, der skal gøre kommunen til et bedre sted at drive virksomhed.

Et af tiltagene er etableringen af Sønderborg Vækstråd. Rådet skal rådgive industri og iværksættere og skabe bedre rammer for byens virksomheder.

Og rådets formand har ambitioner på kommunens vegne.

-  Der er ikke noget bedre end at være nummer et, men lad os nu være ærlige og sige, at hvis vi kan komme op i top ti i år eller næste år, og så stiler vi efter nummer et efter det, siger Henrik Enderein, Sønderborg Vækstråds formand til TV SYD.

Dansk Industris lokale formand, Erling Duus mener kommunens indsats allerede har gjort livet lettere for lokale virksomheder.

Vækstrådet har været ude og snakke med erhvervslivet om, hvad det er for en type arbejdskraft man mangler, og de har lavet et katalog, så det er nemmere for virksomhederne at skaffe den arbejdskraft. Det er en markant forandring, siger Erling Duus til TV SYD.

Dansk Industri har netop sendt nye spørgeskemaer ud til 18.000 virksomheder i hele landet. Resultatet bliver først offentliggjort i september. Men Erling Duus tror Sønderborg kryper op af listen.

- Med det erhvervsliv vi har, og de kræfter der ligger bagved, tror jeg vi vil drøne op på top 30 siger Erling Duus til TV SYD.