Sønderborgs MF-ere i ilden

Sønderborgs to politiske ordfører i Folketinget var i ilden i dag. Statistikker og tal fløj gennem luften, da Jesper Petersen fra SF og Ellen Thrane Nørby fra Venstre forsøgte at forklare, hvem der jokker i spinaten i den politiske åbningsdebat.

Venstre har angrebet regeringen for at tabe 10.000 arbejdspladser. Men regeringen svarer, at under Lars Løkke tabte nationen 132.000 arbejdspladser.

Smid stilletterne

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby indledte åbningsdebatten med et frontalt angreb på statsminister Helle Thorning-Schmidt for at lægge nye byrder på erhvervslivet og dermed koste Danmark job. Hun fremhævede, at beskæftigelsen er faldet med 10.000 personer, siden regeringen trådte til:

- Så statsminister, smid stilletterne og find de flade arbejdssko frem, for det kræver hårdt slid og mere end skåltaler at komme ud af krisen og skabe job i Danmark. Venstre er klar - regeringen siger bare til, sagde Ellen Trane Nørby.

Hun foreslog samtidig, at Folketinget vedtager en udtalelse, som konstaterer, at regeringens kickstart har slået fejl, og at krisen ikke kun skyldes konjunkturerne, men også regeringens "fejlslagne økonomiske politik", som pålægger erhvervslivet "store byrder".

Kaninen i Jespers hat

SFs politiske ordfører Jesper Petersen havde en kanin med i hatten. Skatteministeriet har oplyst, at det er den tidligere regering (med Ellen Thrane Nørby), som har indført størstedelen af de skatter og afgifter, der nu rammer danskerne. Det fik Jesper Petersen til at anklage Venstre for hykleri.

Det er især VK-regeringens to store reformpakker, Forårspakke 2.0 fra 2009 og Genopretningspakken fra 2010, der koster i disse år.

- Det ville klæde Venstre ikke at løbe fra, at det er dem, der står bag mange af de stigninger i skatter og afgifter, som de kritiserer, sagde Jesper Petersen.