Sønderjyde får en andenplads til VM i motocross

Søndag aften dansk tid kom en sønderjysk motocross-kører på podiet, da han blev nummer to ved VM i motocross.

Håbet om at blive verdensmester i motocross i 2018 er kun blevet større for Thomas Kjer Olsen det seneste døgn.

Dansk tid søndag aften blev den 20-årige motocross-kører fra Sønderborg nemlig nummer to ved det argentinske VM-motocross Grand Prix.

quote

Det er altid lækkert at starte sæsonen med et podie-resultat. Jeg har arbejdet med teamet og mig selv her i vinter, så jeg har en god følelse i øjeblikket. 

Thomas Kjer Olsen, motocross-kører 

- Det er altid lækkert at starte sæsonen med et podie-resultat. Jeg har arbejdet med teamet og mig selv her i vinter, så jeg har en god følelse i øjeblikket, siger Thomas Kjer Olsen til Dansk Motor Union.

Lige fra starten af det første heat søndag viste sønderjyden tænder. Han placerede sig hurtigt som nummer fire, men mod heatets afslutning sneg han sig op på en tredjeplads.

Målet er at blive verdensmester
Succesen fortsatte under gårsdagens andet heat. Sønderjyden kom flyvende ud af start-bommen, og efter blot to omgange placerede han sig solidt på 2. pladsen. Og her blev han til afslutningen på heatet.

quote

Tingene virkede ret godt i Argentina, og jeg er tilfreds med min fart.

Thomas Kjer Olsen, motocross-kører 

Dermed sikrede Thomas Kjer Olsen sig den samlede 2. plads i det argentinske Grand Prix og 2. pladsen i VM-stillingen. Men det er ikke nok for sønderjyden, der har et mål om at blive verdensmester i 2018.

- Tingene virkede ret godt i Argentina, og jeg er tilfreds med min fart. Mit mål var at være stabil hele dagen, og jeg er glad for, at jeg kunne holde det mål. Mine starter var også gode, og det sætter mig i en god position til resten af mesterskabet. Jeg ser virkelig frem til det næste Grand Prix i Holland, siger han.