TV der bevæger dig

Sønderjyder donerer færrest organer

Nyresyge må nøjes med en maskine til at rense blodet, fordi de mangler en donor.

En ny opgørelse viser, at der bliver doneret færrest organer fra sønderjyske hospitaler. Generelt ligger hele Danmark et godt stykke under blandt andre Spanien.

Der er store geografiske forskelle på, hvor mange organer der bliver doneret i de forskellige landsdele i Danmark. Mens donorraten i Midt- og Nordjylland ligger på 20 per million indbyggere, er den helt nede på 7 per million indbyggere i det sydlige Jylland.

- Opgørelsen klarlægger, hvor det er mest nødvendigt at gøre en ekstra indsats for at få raten i vejret, siger overlæge, dr.med. Peter Clemmensen fra Rigshospitalets Hjertecenter, der er formand for Hjerteforeningen.

Ikke imponerende

For at få flere til at donere organer og sat donationen i system blev Dansk Center for Organdonation oprettet for halvandet år siden.

Bundrekorden for donation blev sat i 2008, hvor donorraten var nede på 11,8 per million indbyggere. I 2009 steg den til 13,95.

- Det er fortsat ikke imponerende tal, når vi sammenligner med for eksempel Spanien, hvor donorraten ligger på 34, siger Peter Clemmensen.

Mere end 500 er på venteliste til et organ, og 25 døde på ventelisten i første halvår af 2010. Derfor er der ifølge Hjerteforeningen et afgørende behov for at få donorraten i vejret.

- Flere og flere melder sig heldigvis som donorer, men det er vores holdning i Hjerteforeningen, at lovgivningen burde være sådan, at man skal melde sig fra, hvis man ikke ønsker at donere organer i stedet for som nu at melde til, hvis man vil donere, siger han.

Over 650.000 danskere er nu tilmeldt Donorregistret.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden