Sønderjyder er seje rygere

De har svært ved at slippe tobakken. Når de bliver syge, er de for længe om at gå til lægen. Derfor risikerer de at ende som en af dem, vi mødte i dag i Sønderborg.

Ib Thomsen Juul er en af de mange rygere, der ventede for længe med at gå til lægen. Nu har han KOL. Lungerne er ødelagt. Han er 58 år, og han har åndenød, hoste og slim i halsen.

Mange reagerer ikke på den slags symptomer før meget sent i forløbet. Havde Ib Thomsen Juul fået diagnosen tidligere, ville meget have set anderledes ud.

Det værste er, at Ib Juul Thomsen ryger videre, selvom han nu har fået stillet diagnosen.

Syddanskerne værst

Det er almindeligt, at rygere venter med at opsøge lægen, selvom de har tydelige symptomer på, at noget er grueligt galt.

Statistikken viser, at gennemsnitligt 43 procent af lungefunktionen er nedbrudt, før en KOL patient opsøger sin læge. Og ifølge netdoktor.dk er det især syddanskere, der lukker øjnene for den stærkt invaliderende og dødelige lungesygdom.

Når først de har den, er det ikke muligt at få den tabte lunge-funktion tilbage.