Sønderjyder på vej til Afrika med ebola-hjælp

Som en del af den internationale kamp mod udbredelsen af ebola i Sierra Leone er Beredskabsstyrelsen onsdag i gang med at laste 55 tons materiel til brug i en nødlejr. Flyet letter i aften fra Billund med udstyr og folk fra Beredskabscenter Haderslev.

Udstyret skal bruges til opbygning af en indkvarteringslejr og to isolationsenheder til Sierra Leone i Vestafrika. Materiellet skal bruges af internationalt sundhedspersonale, som behandler ebolasmittede i landet.

Beredskabsstyrelsen har i forvejen mandskab i Sierra Leone og sender nu yderligere syv personer af sted fra styrelsens operative beredskabscentre i Hedehusene, Herning, Haderslev og Allinge samt fra Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev. Ud over at etablere de nye indkvarteringsfaciliteter skal mandskabet drive indkvarteringslejren.

Beredskabsstyrelsens deltagelse finansieres af midler fra Udenrigsministeriet. Med den nye mission vil i alt 13 medarbejdere og frivillige fra styrelsen være udsendt til Sierra Leone.

Hør sektionsledeer i Beredskabstyrelsen Brian Thøste Christensen om opgaven. (Varighed: 0.43 min.)

Læs om opgaven på Beredskabsstyrelsens hjemmeside: