Sønderjyderne diskrimineres

Der vækker forargelse, at Vejdirektoratet lader sønderjyderne sidde i kilometerlange bilkøer, mens der laves asfaltarbejde.

Trafikken er mindre på den sønderjyske del af den sydjyske motorvej end nord for Kolding, så Vejdirektoratet har valgt at lave asfaltarbejde i Sønderjylland i dagtimerne, da det er billigere end natarbejde. Mellem Skærup og Vejle og mellem Hedensted og Horsens laves det samme arbejde om natten.
 
- Det er en direkte grov forskelsbehandling af Vejdirektoratet, hvilket overhovedet ikke kan accepteres, siger formanden for ITD International Transport Danmark, Mogens Therkelsen, Padborg.

Andre betaler

Det gør ikke indtryk på ham, at Vejdirektoratet sparer penge på at lave asfaltarbejder i dagtimerne.

- Som Vejdirektoratet opererer i denne del af Danmark, er det kun at skubbe omkostningerne over på erhvervslivet. Dermed kommer de reelle omkostninger ikke frem, siger Mogens Therkelsen.
 
Ingeniør Jesper Stokholm, Vejdirektoratet, sagde i går til TV SYD, at asfaltfirmaet kan arbejde dobbelt så hurtigt i dagtimerne, så Vejdirektoratet får flere kilometer slidlag på motorvejen for pengene i forhold til arbejde i nattetimerne.

- Vi har valgt at arbejde i dagtimerne, fordi trafikken på den sønderjyske del af motorvejen kun er den halve af, hvad den er ved Vejle, oplyste han.