TV der bevæger dig

Sønderjylland udvisker kommunegrænserne: Vi er ét stort arbejdsmarked

Det er blandt andet jobcentret i Haderslev, der med nye arbejdsopgaver skal sikre bedre muligheder for virksomheder og jobsøgende på tværs af de sønderjyske kommuner.

Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa Kommuner samler sig under det nye projekt ’Job Sønderjylland’.

Sønderjylland skal arbejde sammen. Det mener udvalgene for arbejdsmarkedet og beskæftigelse i de fire sønderjyske kommuner i hvert fald.

Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa Kommuner har samlet sig under ’Job Sønderjylland’. Med målet om at sikre, at virksomhederne får den arbejdskraft, de efterspørger – på tværs af kommunerne.

- Vi skal se bort fra kommunegrænserne. Det er ét stort arbejdsmarked, siger Ejler Schütt (DF), der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Aabenraa Kommune.

- Hver gang vi har en flaskehals, hvordan kan den så blive afhjulpet? Ved kontakt til de andre kommuner.

Større marked giver flere muligheder

Det nye samarbejde har været på tale i fire-fem måneder. Det vil blandt andet betyde, at kommunerne i fællesskab overvåger arbejdsmarkedet, rekrutterer og opkvalificerer sammen – på tværs af kommunegrænserne.

- De jobsøgende får et større marked. Hvis en vil i lære, i job eller omskoles, så er der betydelig større mulighed for det. Og virksomhederne får et større område at plukke i, forklarer Ejler Schütt.

Det nye samarbejde er allerede skudt i gang. Det bliver Haderslev Kommunes ansvar at indkalde til møder. Det første forventes at blive omkring september.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App