Sønderjysk bondeoprør

Den samlede bestyrelse i den sønderjyske landboforening LHN har begået civil ulydighed. De har pløjet helt ned til to meter fra vandløb, selv om det strider mod loven om randzoner.

Allerede 1. september sidste år blev det forbudt at pløje inden for ti meter på begge sider af vandløb.

- Det her er en demonstration og en provokation mod en tåbelig og destruktion lovgivning, erklærer formanden for foreningen, Jørgen Popp Petersen.

Han mener, at loven om randzoner er grundlovsstridig. Jørgen Popp Petersen henviser til, at Grundloven skal sikre fuld erstatning, når ejendom beslaglægges, men landmændene får blot blevet stillet en mindre økonomisk kompensation i udsigt.

Landbrugets hovedorganisation Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug har stævnet staten i randzone-sagen men bestyrelsen på ti medlemmer i LHN vil ikke afvente resultatet af sagsanlæggene.

Besøg af myndighederne

- De sager tager adskillige år, og vi mener, at Folketinget selv skal fjerne den urimelige lovgivning.

Den er anden gang, at Jørgen Popp Petersen begår civil ulydighed. Han pløjede også sine randzoner på to hektar op 4. september sidste år. I januar fik han besøg af repræsentanter for politiet og Plantedirektoratet, men eller er der ikke sket noget.

- Vi gør det her i solidaritet med medlemmerne for at råbe politikerne op. Hvis det ikke ændrer noget, så vil vi rette ind i næste sæson, siger Jørgen Popp Petersen.

LHN - Landwirtschaftlicher Hauptverein für Nordschleswig - er en landboforening med omkring 650 medlemmer. Foreningen har rødder i det tyske mindretal.

Landbrugets organisationer mener, at randzoneloven har begrænset virkning for vandmiljøet. De har peget på, at andre metoder vil være langt mere effektive. For eksempel kan landbrugsarealer opkøbes og udlægges til natur, hvor udvaskningen af gødningsstoffer til vandløb er størst.

Se mere i TV SYD Nyheder kl. 19.30.

Følg debatten på Facebook: Hvordan ser du på, at sønderjyske landmænd begår selvtægt?

https://www.facebook.com/tvsyd