Sønderjysk hjemmeside ramt af tunesiske hackere

Voldsomme billeder og tekst skrevet på både engelsk og arabisk dukkede tirsdag pludselig op på en sønderjysk hjemmeside.

Hjemmesiden www.loegumkloster.dk blev tirsdag formiddag hacket af en gruppe, der kalder sig Tunesian Fallaga Team.

Over skærmen rullede voldsomme billeder af død og lemlæstelse samtidig med, at der på engelsk bl.a. stod at gruppen hacker, fordi de forsvarer islam, muslimer og alle andre undertrykte.

-Det er ikke første gang det er sket, tidligere har der også været tyrkiske hackere på vores side, fortæller formanden for Løgumkloster Borgerforening Anton Schulz til TV SYD, og vi aner ikke, hvem det er der hacker os.

Borgerforeningen købte for nogle år siden rettighederne til hjemmesiden af Tønder kommune.

Ifølge formanden så er episoden ikke blevet  meldt til politiet.

Kort før klokken 12.00 var hjemmesiden ikke tilgængelig, men tirsdag eftermiddag var hjemmesiden renset og oppe at køre igen.