Sønderjysk humor er ikke kun for sjov

Der er noget helt særligt ved den sønderjyske humor. Det mener den tidligere redaktør for Æ Rummelpot, der udgiver en hel bog om emnet.

Svend-Erik Ravn er en erfaren herre, når det gælder lunefulde historier fortalt på den sønderjyske måde.

Og står det til ham, skal den naturligvis også udbredes til resten af landet.

Derfor står han bag et nyt bogprojekt, hvor kendte sønderjyder bidrager med morsomme beretninger.

Blandt dem er Bertel Haarder, Søren Ryge Petersen, Erling Jepsen og Leif Maibom.

- Sønderjysk humor er ikke sådan noget, hvor vi sidder og fortæller vittigheder til hinanden. Den bliver mere brugt til at pille folk ned, som er kommet lidt for højt op, lyder det fra Svend-Erik Ravn.

Samtidig er der jo altid tyskerne, som den sønderjyske humor ofte gør grin med, fortæller han.

Bogen har titlen "Sønderjysk humor - osse for danskere".

Den er skrevet på rigsdansk, så andre end sønderjyder også har en chance for at forstå, hvad der står på linjerne.

Bogen blev torsdag præsenteret på Schackenborg Slot.
Bogen blev torsdag præsenteret på Schackenborg Slot.