Det var en god dag for Superligaholdene i TV SYDs sendeområde. Først vandt Esbjerg, og senere blev det til en sejr for SønderjyskE over Brøndby IF i den direkte duel om tredjepladsen i Superligaen.
Med en sejr på 3-1 på Sydbank Park slap SønderjyskE af med Brøndby-komplekset. De seneste fem kampe mod de blå-gule er alle endt med sønderjysk nederlag.
Drengene fra Haderslev kom ellers bagud, da Brøndbys Johan Larsson scorede til 0-1 i det 23. minut.
Men frem mod pausen tog kampen en helt anden drejning.
I det 38. minut scorede Tommy Bechmann det udlignende mål til 1-1. Kun to minutter efter slog SønderjyskE kontra. Bolden blev lagt fladt ind mod bagerste stolpe, hvor Nicolaj Madsen stod klar til at bringe SønderjyskE i spidsen med 2-1.
Efter godt et kvarters spil af anden halvleg var Nicolaj Madsen på pletten igen. 3-1 i det 62. minut.
Brøndby havde derefter en god periode. Men da Frederik Holst fik direkte rødt for en albue i maven på en SønderjyskE-spiller, var det en smal sag for SønderjyskE at køre sejren hjem.
Med sejren rykker SønderjyskE op på tredjepladsen i Superligaen.