19-årig sønderjyde på Roskilde Festival ramt af smitsom meningitis

Risikoen for, at andre er blevet smittet, vurderes at være meget lille, men festivalens gæster opfordres til at være opmærksomme på symptomer.

En 19-årig mand på Roskilde Festival er i dag blevet indlagt på et sygehus på Sjælland, fordi han har fået den meget sjældne meningokoksygdom - også kendt som smitsom meningitis.

Der er tale om en 19-årig mand fra Sønderjylland, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen er nu sammen med politiet i gang med at opspore den unge mands nærmeste omgangskreds med henblik på at iværksætte eventuelle forholdsregler.

- Men vi vil gerne understrege, at risikoen for, at andre er blevet smittet, er meget lille, oplyser overlæge Troels Thomsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Meningokoksygdom kan være en alvorlig sygdom, så selvom risikoen for smitte er meget lille, opfordrer Styrelsen for Patientsikkerhed for en sikkerheds skyld unge på festivalen til at være opmærksom på symptomer.

Det kan blandt andet være hurtigt indsættende høj feber, muskelsmerter, påvirket almentilstand, nakke- og rygstivhed og små blødninger under huden.

Opfordrer gæster til at tage den med ro

Er man i tvivl, eller har man spørgsmål, kan man kontakte festivalens samarittertelte eller læger. Hvis man bliver akut dårlig med påvirket bevidsthed, bør man ringe 112.

- Vi er på stedet, og jeg vil opfordre festivalens gæster til at tage det helt roligt, nyde festivalen og passe godt på hinanden, siger Troels Thomsen.Risikoen.

Du kan læse mere om sygdommens symptomer her i Sundhedsstyrelsens informationspjece information om meningokoksygdom eller på Styrelsen for Patientsikkerheds faktaark om meningokoksygdom.

Region Sjælland har desuden oprettet en hotline, hvor man kan henvende sig, hvis man har spørgsmål om sygdommen, og hvordan man skal forholde sig. Hotlinen kan kontaktes på telefon 57 68 42 52