Sønderjysk turistchef: Grænsekontrol sender skidt signal

Hvis DF's krav om øget grænsekontrol bliver gennemtrumfet, så skader det dansk turisme, siger turistchef.

Det kan gå udover turismen i Danmark, hvis Dansk Folkeparti får gennemtrumfet sit krav om øget grænsekontrol. Signalet til udlandet vil nemlig være alt andet end positivt.

Det siger direktør Karsten Justesen fra Destination Sønderjylland, som er de fire sønderjyskes kommuners fælles turistprojekt.

- Vi ser helst ikke, at der kommer øget grænsekontrol. Det vil være et meget dårligt signal, hvis man ser på det i en turistsammenhæng. Men det kommer også an på, hvad det er for en form for grænsekontrol, som kommer, siger han.

På årsbasis registreres der halvanden million tyske overnatning i de sønderjyske kommuner, men hvis der kommer en grænsebom, så spår direktøren, at det vil påvirke tyskernes lyst til at komme til Danmark.

- Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis der kommer en fysisk bom, som går ned ved grænsen. Det vil skabe lange køer ved grænsen, som helt sikkert vil påvirke tyskernes rejsevaner, siger Justesen.

I 2011 indførte Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti grænsekontrol, men den fik kun en kort levetid, da det blev afskaffet da Helle Thorning-Schmidt kort tid efter kom til magten.