Sønderjyske bliver - Horsens i fare

Sønderjyske sikrede sig en ny sæson i Superligaen med en 4-2-sejr over AC Horsens, der røg under stregen.

I en dramatisk og underholdende bundkamp vandt Sønderjyske 4-2 over Horsens, som mandag hjemme møder Brøndby i en direkte nedrykningsduel i sidste spillerunde.

Brøndby vandt torsdag hele 4-0 over FC Nordsjælland.

Resultaterne betyder, at Sønderjyske er reddet, mens Horsens er pisket til at vinde mod Brøndby i sidste spillerunde. Brøndby kan her redde livet med uafgjort.

Rødt kort kostede

Torsdagens resultater betyder, at det bliver enten Brøndby eller Horsens, der rykker ned i den næstbedste række sammen med Silkeborg, som definitivt er rykket ned efter torsdagens resultater.

Horsens spillede ellers længe med stor selvtillid og kom foran 1-0, men et rødt kort blev dyrt for gæsterne.

Horsens pressede hårdt på fra kampens start, og efter seks minutter kom gæsterne foran. På det tidspunkt havde Horsens allerede haft et par store chancer. Blandt andet slap Martin Spelmann fri, uden at det kastede et mål af sig.

Højdramatisk

Lidt senere var Martin Spelmann kreatøren bag åbningsmålet. Han lagde en høj bold ind foran mål. Uheldige Bjørn Paulsen kom via en ripost til at dirigere bolden i eget net.

Sønderjyske rejste sig hurtigt, og Lasse Vibe og Tommy Bechmann havde begge nærgående forsøg for værterne i det uhyre underholdende første kvarter af kampen.

Første halvleg sluttede højdramatisk, da Horsens? Mads Agesen fik rødt kort efter en batalje med Lasse Vibe, som slap med gult kort. Det medførte samtidig et straffespark, som Sønderjyske-anfører Henrik Hansen tog sig af.

Selvmål

Efter syv misbrugte straffespark på stribe fra Sønderjyske sendte Henrik Hansen fra 11-meter-pletten bolden i mål via undersiden af overliggeren. Dermed 1-1 efter første halvleg.

I starten af anden halvleg væltede målene ind. På blot fire minutter faldt tre mål med to af dem til Sønderjyske. Johan Absalonsen stod for det vigtige 3-2-mål til Sønderjyske.

Horsens nedtur blev total med et selvmål af Alexander Juel Andersen kort før tid. Og 4-2-målet udløste gigantisk jubel blandt flertallet af de 4602 tilskuere i det sønderjyske, som nu kan se frem til en ny sæson i Superligaen.