Femårige Mikkel elsker at være beskidt

Frisk luft foroven, jord under neglene, en snegl og måske en krokodille i hånden - det er opskriften på glade børn.

Tønder og Haderslev kommuner topper Friluftsrådets liste over "De Grønne Flag" til dagplejere og daginstitutioner - de er dem, der er bedst til at få de små ud i det fri - året rundt.

I Haderslev Kommune har i alt 66 naturdagplejere fået tildelt Det Grønne Flag - og 24 institutioner i Tønder Kommune har fået tildelt flaget. 

Visby Børnehus er en af de institutioner, som har fået Det Grønne Flag:

- Vi tager ud i naturen så meget, vi overhovedet kan, så jeg synes, at det er virkelig fedt at være del af en kommune, der gør det så meget, fortæller Henrik G. Prydsø, der er daglig leder af Visby Børnehus.

Top tre over kommuner hvis naturdagplejer har modtaget flest grønne flag

1. Haderslev Kommune: 66 I alt

2. Randers Kommune: 58 I alt

3. Thisted Kommune: 41 I alt

Ud over masser af ture ud i den omgivne natur, så er jordhullerne på børnehavens legeplads et af favoritstederne for dem lege.

- Hvad har du lavet, Mikkel?

Også selvom forældrene nogle gange måske mener, at al den jord kan tage overhånd - det mener femårige Mikkel i hvert fald:

- Min mor og far siger: "Hvad har du lavet, hvad har du lavet, Mikkel?" Du skal ikke blive beskidt, vi skal til fest i dag.

Men det holder nu ikke Mikkel fra fortsat at grave i børnehavens baghave.

- Jeg graver altid, fordi det er sjovt, siger Mikkel.

Udelivet er en passion

For tre af de lokale dagplejere i Haderslev er udelivet blevet en passion. De har ikke kun Det Grønne Flag, men er også en del af Spring Ud i Naturen-projektet, der fokuserer på bevægelse i det fri.

De tre dagplejere Bente Krongaard, Nicole Krichau og Magdalene Schmidt mødes stort set daglig med børnene ude i naturen. I januar måned er 'trække og skubbe' på programmet, hvor det er meningen, at børnene bliver fysisk udfordret.

- Det er så skønt og sjov at have børnene med ud i naturen, og det er tydeligt at de nyder det, og der er færre konflikter, end når vi er indenfor, fortæller dagplejer Magdalene Schmidt.

Dagplejere i Haderslev en del af Det grønne Flag.
Dagplejere i Haderslev en del af Det grønne Flag.

Jordbunden bliver også flittigt undersøgt af både børn og voksne. Også selvom det i starten var lidt af en udfordring for Magdalene Schmidt at tage frøer og edderkopper i hånden.

- Ja, det skulle jeg lige væne mig til, men børnene har ingen betænkeligheder. Det bekræfter 2-årige Dikte, der fortæller TV SYDs journalist, at hun også gerne holder krokodiller i hånden, hvis de nu skulle dukke op.

Grønt flag

  • Det Grønne Flag gives til dagtilbud, der arbejder med friluftsliv, natur og miljø i dagligdagen, som en del af Friluftsrådets program Grønne Spirer.
  • For at kunne hejse det grønne flag skal institutionen eller dagplejergruppen lave gode, lærerige natur- eller miljøaktiviteter og have oplevelser i naturen året rundt.
  • Derudover skal der laves en grøn handleplan, og to af de ansatte skal deltage i Friluftsrådets Grønne Spirer-kursus.