SønderjyskE Damehåndbold samler talentudviklingen i Aabenraa

Nyt set-up omkring talentudviklingen i Aabenraa bliver omdrejningspunkt for udviklingen af Sønderjyllands bedste damehåndboldspillere.

SønderjyskE Damehåndbold spiller fra den kommende sæson i 1. Division, og det er ambitionen, at Sønderjylland skal tilbage til landets bedste håndboldrække og med et etableret ligahold, når de sportslige ? og økonomiske evner rækker til det.

Sønderjyllands fremtidige håndboldligahold skal baseres på unge talenter fra hele landsdelen. Med opbakning fra klubberne bag Sydstjernen og Rødekro stiller SønderjyskE sig nu i spidsen for et talentudviklingsprojekt, der skal gøre Aabenraa til samlingspunkt for udviklingen af damehåndboldspillere i hele den sønderjyske landsdel.

Sportschef i SønderjyskE, Olivera Kecman, har store forventninger til det nye set-up, der er en naturlig følge af ligaholdets nedrykning:
- Vi har naturligvis fortsat ligaambitioner, og vil være med til at sikre, at fremtidens ligahold baseres på spillere, der har været en del af talentudviklingsprojektet.

- Vi vil gøre damehåndbolden i Aabenraa til et vinderprojekt med talentudvikling på eliteniveau. Det er et klart mål, at vi skal være landsdelens bedste og dygtigste til udvikling af landsdelens damehåndboldspillere. Samtidigt vil vi også med initiativet være med til at sikre, at det er Aabenraa, der bliver det naturlige samlingspunkt for landsdelens bedste damehåndboldspillere, ? understreger Olivera Kecman.

Hun får sammen med cheftræner Patrick Westerholm og assistenttræner Thomas Stenholt det sportslige ansvar for talentudviklingsprojektet.