Sønderjyske får medaljer og hyldest søndag på Brøndby Stadion

Uanset om det bliver sølv- eller bronzemedaljer til Sønderjyske, så bliver der ingen mulighed for hyldest i Haderslev. Spillerne tager nemlig direkte på ferie efter Brøndbykampen søndag aften.

Spillertruppen i Sønderjyske bliver sendt direkte på ferie efter sæsonens sidste kamp i Brøndby på søndag.
Årsagen er, at spillernes ellers velfortjente sommerferie bliver noget kortere end normalt på grund af klubbens deltagelse i Europa League.

Ender Sønderjyske som nr. tre i superligaen, skal spillerne møde ind til første træning den 14. juni, da første runde i Europa League-kvalifikationen spilles den 30. juni. Slutter Sønderjyske som nr. to, skal spillerne møde ind til første træning den 20. juni, da de så først indtræder i  Europa League-kvaliofikationen i anden runde med første kamp 14. juli.

Sønderjyske har derfor besluttet, at spillerne får ferie umiddelbart efter kampen mod Brøndby IF, og der er ikke planlagt modtagelse og hyldest i Haderslev.

- Vi vil gerne tage hensyn til spillerne og deres familier således, at de får mulighed for at rejse i den meget korte periode frem mod den nye fodboldsæson, skriver Sønderjyske på klubbens hjemmeside, hvor de også takker fans og tilskuere for fantastisk opbakning.

Opbakning får Sønderjyske også til torsdagens hjemmekamp mod Randers FC på Sydbank Park i Haderslev, hvor siddepladerne på forhånd er revet væk - og stadionrekorden på 8.357 tilskuere fra en nedrykningskamp mod Viborg kan blive slået.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.