Sønderjyske fløj skifter til Bundesligaen

Venstrefløjen Casper U. Mortensen skifter fra Sønderjyske til HSV Handball i den tyske Bundesliga.

Den lynhurtige venstrefløj Casper U. Mortensen siger farvel til Danmark. Han har fået en treårig kontrakt med den tyske storklub HSV Handball.

Det meddeler spilleren selv i en pressemeddelelse mandag.

Dermed bliver han holdkammerat med landsmændene Hans Lindberg og Allan Damgaard. Sidstnævnte er også netop skiftet til klubben.

-Det er en stor dag i min håndboldkarriere og et yderligere skridt i min personlige udvikling, skriver spilleren i pressemeddelelsen.

-Jeg er særligt glad for, at det bliver i HSV Handball, som fra næste sæson begynder opbygningen af et nyt hold med ny træner og flere nye spillere. For mig er det vigtigt at være med fra starten i den proces, og det vil kræve hårdt arbejde.

25-årige Casper U. Mortensen står noteret for 51 A-landskampe for Danmark, og han har spillet syv sæsoner i den danske liga - senest for Sønderjyske.

/Ritzau/