Sønderjyske forlænger med uheldig hollænder

Kees Luijckx, der i foråret brækkede foden, fortsætter hos Sønderjyskes sølvvindere. Foreløbig er der indgået en kontrakt frem til nytår.

Det så ellers ud til at den høje hollænder havde spillet sin sidste kamp for Sønderjyske, da han i foråret brækkede foden. Men genoptræningen og efterfølgende lægeundersøgelser med scanning og røntgen har vist, at alt ser ud, som det skal.

- Det ser ud til, at Kees Luijckx kan være  klar igen i løbet af få uger. Han markerede sig positivt i sidste sæson, hvor han hurtigt udviklede sig til at være en vigtig brik på holdet. Vi glæder os alle sammen til at byde ham velkommen igen i den lyseblå trøje, siger sportschef Hans Jørgen Haysen i en pressemeddelelse om forlængelsen.

Kees Luijckx har underskrevet en kontrakt, der løber til årsskiftet med en option på yderligere forlængelse til sommeren 2018.