Sønderjyske har fundet ny cheftræner

Sønderjyske har fundet ny cheftræner som afløser for Jakob Michelsen, som forlod klubben i vinterpausen til fordel for svenske Hammarby. Han afløses af Claus Nørgaard, der har en fortid i bl.a. Vejle Boldklub og Brøndby.

Claus Nørgaard møder allerede torsdag formiddag spillertruppen for første gang. 37-årige Claus Nørgaard kommer fra en stilling hos DBU, hvor han siden sommer har virket som ungdomslandstræner.

Han er superligaens yngste cheftræner og har bl.a. tidligere været tilknyttet som træner hos Skovbakken og også i to omgange i Vejle Boldklub. Før ansættelsen som ungdomslandstræner i DBU var han tre år i Brøndby IF som assisterende træner.

- Claus Nørgaard er den rette træner, som passer ind i vores klub. Han er en ung og ambitiøs træner og har samtidigt en solid, faglig ballast. Han har indgået i trænerteamet hos én af de største klubber i Danmark og kender dermed også gamet og udfordringerne i superligaen, siger Sønderjyskes sportschef Hans Jørgen Haysen i en pressemeddelelse.

Claus Nørgaards kontrakt med DBU løb frem til 2018 - men efter god dialog har man fundet en løsning, der gør det muligt for Claus Nørgaard at starte med øjeblikkelig virkning.

Der er træningsstart i Sønderjyske torsdag formiddag, hvor to af spillerne møder op med en ny kommende arbejdsgiver.

I går meddelte FC Midtjylland nemlig , at klubben har sikret sig Marc Dal Hende og Janus Drachmann på en fri transfer til sommer. De to Sønderjyske-spillere er fri af deres kontrakter ved udgangen af denne sæson, og det har givet FC Midtjylland mulighed for at hente den stærke duo.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.