Sønderjyske henter teenage-talent

Sønderjyskes damehåndboldhold forstærker truppen til næste sæson. Den 19-årige venstre back Christina Tønder skifter nemlig fra FCM til Sønderjyske.

Den kun 19-årige venstre back Christina Tønder er at finde i den lyseblå spillertrøje i den kommende sæson hos Sønderjyske damehåndboldhold. Og selvom hun er ung, er hun allerede kendt for sin fysiske styrke.

- Christina har store ambitioner, og det passer godt ind i SønderjyskE Damehåndbold. Hun er fysisk stærk og dygtig i en central forsvarsrolle, og det får vi brug for den kommende sæson. Hun har en fantastisk indstilling til træningen, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med hende, siger SønderjyskE-cheftræner og sportschef Olivera Kecman.

Christina kommer til at spille i den næstbedste række i damehåndbold, efter at det i foråret stod klart, at Sønderjyskes damehold ikke havde nok point til at blive i ligaen. Hun kommer fra en sæson på FCM Håndbolds U18-hold.